Da jeg blev konfirmeret, forærede min mor mig den bibel, hun selv havde fået i konfirmationsgave. Min mors bibel er flittig læst. Der er sikkert mange af jer, der som jeg har arvet en bibel med mange udråbstegn og understregninger. I dagens tekst har min mor understreget vers 37.:”Thi intet vil være umuligt for Gud”!
Og det vers er et centralt afsæt for min prædiken i dag. Bibeltekster er jo en genre for sig med sine egne love og regler. Når vi læser eventyr accepterer vi uden tøven en fortælling om farlige hekse, der feder børn op, til de kan fortæres i et måltid. Når vi læser fantasy undrer vi os ikke over en verden fyldt af flyvende koste. Læser vi Brødrene Grimm eller Harry Potter, begynder vi jo ikke med at anfægte hverken det eventyrlige eller det fantastiske med henvisning til, hvad der lader sig gøre i den virkelige verden.
Tværtimod læser vi både eventyret og de fantastiske historier på deres egne præmisser, og på samme måde læser jeg dagens tekst. Jeg tager for pålydende, at Gud er almægtig, at alt kan ske og overgiver mig til den sætning, min mor har understreget, at intet er umuligt for Gud. Og så læser jeg historien om Marias bebudelse der fra.
Lukas-Evangeliet fortæller os om hele to bebudelser. Første gang er det englen Gabriel, der aflægger besøg hos Sakarias, som blev meget forskrækket og fyldt af frygt ved synet af engelen. Men Engelen sagde til ham: Frygt ikke Sakarias! thi din bøn er hørt, og din hustru Elisabeth skal føde din en Søn, og du skal kalde hans navn Johannes. Sakarias har svært ved at tro på det, for både han og Elisabeth er oppe i årene, men Engelen svarede og sagde: Jeg er Gabriel, som staar for Guds Aasyn, og jeg er udsendt for at tale til dig og for at forkynde dig dette Glædesbudskab”. Sakarias havde virkelig svært ved at tro på, at det kunne lade sig gøre, og som straf dømte Gabriel ham til stumhed, indtil barnet var født, og underet var sket. Så Sakarias kunne ikke fortælle om sin oplevelse, da han kom ud fra templet.
Men det skete som Engelen havde sagt, Elisabeth blev gravid, og seks måneder senere opsøger Engelen så en ung pige, Maria, som heller ikke har hørt om Elisabeths bebudelse. Maria var forlovet med en tømrersvend, der hed Josef. Også hun bliver forskrækket ved synet af Engelen, der kalder hende den velsignede blandt kvinder og beroliger hende “Frygt ikke, Maria thi du har fundet Naade hos Gud”. Da Engelen fortæller hende at hun skal undfange og føde en Søn, som skal kaldes Jesus og som er den Højestes Søn, spørger også hun, som Sakarias hvordan det skal gå til. For “Jeg ved ikke af nogen Mand”, som hun siger.
Men Engelen fortæller hende, at Helligaanden skal komme over hende, og den Højestes Kraft skal overskygge hende. Det barn, hun skal føde er helligt. Maria er udvalgt til at føde Guds søn. Engelen fortæller Maria, at også Elisabeth er gravid, at hun har undfanget et barn i sin alderdom. Og så kommer den sætning, som min mor har understreget: ”Thi intet vil være umuligt for Gud” .
Maria bliver åbenbart overbevist, for hun svarer: “Se, jeg er Herrens tjenerinde; Din vilje ske”. Umiddelbart herefter opsøger Maria Sakarias og Elisabeth i bjergene. Sakarias er stum, og Elisabeth har skjult sin graviditet, men i samme øjeblik Elisabeth hører Marias hilsen, mærker hun liv. “Fostret sprang med fryd i hendes liv”, som der står, og Elisabeth gentager Engelens hilsen:”Velsignet er du blandt Kvinder”.
Maria bliver i bjergene hos Elisabeth og Sakarias de sidste tre måneder af Elisabeths graviditet. Begge har de haft besøg af en engel, og nu er begge kvinder blevet gravide på usædvanlig vis.
Mariæ Bebudelse er en festdag i kirkeåret, som lægger op til julens fejring af Jesus fødsel i december ni måneder senere. Og hvilken ung kvinde kan ikke forstå underet. For selv om, det er Engelen, der fortæller Maria, at hun skal føde et barn, og et helt særligt barn, så er hendes forfærdelse, forbløffelse og glæde jo letgenkendelige almenmenneskelige følelser, som opstår igen og igen, når det går op for en kvinde, at hun er gravid.
Vi bilder os ind, at vi forstår undfangelsens mirakel og tilblivelsen af barnet. Men det gør vi jo ikke, vil jeg hævde. I gamle dage ventede kvinder på kroppens egne tegn, i dag køber man en graviditetstest på apoteket, venter et par minutter og stirrer i spændt venten på, om der er positivt udslag. Vi kan forklare processen naturvidenskabeligt, men alligevel er det dybest set uforståeligt og gådefuldt hver gang.
Det forbliver gådefuldt, at der ud af to menneskers kærlighed, kan opstå et tredje, som er helt sig selv og alligevel bærer lige de to menneskers arvemasse videre. Og ikke bare de tos, men slægtled tilbage fra deres forældre, deres bedsteforældre og oldeforældre. At der i dette unikke barn kan dukke gener op fra for længst glemte forfædre og formødre, som går generationer tilbage.
Da jeg selv blev gravid første gang, var oplevelsen så overvældende, at der lige så godt kunne have stået en engel foran mig og fortalt mig, hvad der var sket. Nu er jeg også opvokset med historier om engle, så måske er jeg mere åben over for fænomenet end de fleste.
Og graviditetens mirakel fortsætter, når det bliver næste generations tur. Da min ældste datter ringede og fortalte mig, at hun var gravid med sit første barn, blev jeg fyldt af samme overvældende glæde ved nyheden om, at jeg skulle være mormor, som dengang jeg fandt ud af, at jeg skulle være mor for første gang.
Da min datter ringede, var jeg var i fuld gang med at pakke gaver ud efter min 50 års fødselsdag. Og der findes givet en forklaring på, hvordan den besked, jeg fik i telefonen den formiddag forplantede sig fra øret, via hjernen og videre til hormonsystemet. I hvert fald uløste nyheden akut overgangsalderens første hedestigning. Men det forbliver da en gåde og et mirakel, at kroppen er så klog, at den så kontant og tydeligt fortalte mig, at nu er det min datter, der skal være mor. At det var slut for mit vedkommende. At det nu var tid og min tur til at blive mormor.
Styrken i de bibelske fortællinger er jo, at de knytter an til almenmenneskelige følelser og erfaringer. Vi genkender glæden og de voldsomme følelser, selv om Marias bebudelse skiller sig ud som noget helt særligt. For det var ikke et hvilket som helst barn, Maria blev gravid med. Engelen fortalte hende jo, bebudede, at hun skulle føde Guds søn. Budskabet var svært at forstå for Maria, og det er stadigvæk svært for os at forstå og tro på, med mindre vi er i et univers, hvor alt kan lade sig gøre. Hvor vi tror på den almægtige Gud, som kan få alt til at ske.
Alligevel er der også i den helt særlige profeti et element, der er psykologisk og menneskeligt genkendeligt for de fleste. Drømmen om det guddommelige barn er en forestilling, der er vandret lige ud af den bibelske bebudelse og ind i enhver, der venter et barn. Enhver der føder et barn. Som mødre og forældre opfyldes vi af troen på barnets helt usædvanlige og rige evner, og af håbet for dets lysende fremtid. Ja, selv som bedsteforældre mener vi, at lige vores børnebørn, da er noget ganske særligt.
Da min yngste søn var fire, var hans yndlingseventyr historien om Hans og Grethe, som jeg læste for ham igen og igen. En dag sagte han pludselig fyldt af undren:” Er det ikke mærkeligt, mor. Når vi læser Hans og Grethe, er heksen i begyndelsen helt levende. Når eventyret er slut, er hun død, men når vi så begynder forfra, er hun helt levende igen”
Først der, gik det op for mig, at min lille dreng oplevede eventyret som virkeligt, når jeg læste det højt for ham. Mange mennesker oplever og forstår også de bibelske historier som helt bogstavelige. Men selv om man nøjes med at læse dem som tekster, som jeg har forsøgt i dag, taler de stadigvæk til os.
Sakarias ser og hører Engelen helt tydeligt, alligevel har han svært ved at tro på budskabet. Maria derimod overgiver sig til bebudelsen og siger din vilje ske. Hun møder englen med tillid og tager skæbnen som Guds mor på sig. Hendes åbenhed over for det uventede, hendes evne til at lade de store øjeblikke forandre og forme hendes liv, rækker ud af den bibelske tekst og minder os om, at kærligheden er den store forandringens kraft i livet, at mennesker kan forandre sig, og at livet kan blive noget ganske andet, end den skæbne vi umiddelbart har udsigt til.
Amen