Kirsten Thorup debuterede med digtsamlingen “Inden – Udenfor” i marts 1967.
Her er min tale til Kirsten Thorup ved jubilæumsfejringen på Gyldendal 8. marts.
Kære Kirsten
Til lykke med forfatterjubilæet, der favner et halvt århundrede. Jeg er så taknemmelig for, at vi er samtidige, at jeg er så heldig, at jeg bog efter bog gennem hele mit voksne liv har fået dit bud på, hvad der sker med mig, med os og med verden. Vi tilhører en på mange måder privilegeret generation, som fik nogle helt nye muligheder. Som krigsdøtre og efterkrigsbørn blev vi født med et fremtidshåb om en bedre, en mere retfærdig og en fredeligere verden. Og vi blev født med en opdrift, et ønske og et begær efter at favne de nye muligheder, som flyttede os langt væk fra udgangspunktet.
Selv kom jeg til København det år, du debuterede med digtsamlingen “Indeni – Udenfor” 1967, men jeg læste dig først, da du udgav “Lille Jonna”, og så gik jeg tilbage og fik både debuten “og “Baby” med, for jeg forstod jo umiddelbart, at du med Jonna skrev til mig og om mig og om hele den efterkrigsgeneration, som tog springet fra 50 érnes trygge eller utrygge opvækst ind i et opbrud, som ingen af os vidste, hvor ville føre hen.
“Den lange sommer”, 1979, var den første bog jeg blev bedt om at anmelde, og kort tid efter mødte jeg dig på et litteraturseminar, hvor du læste op af “Lille Jonna”. Jeg har aldrig glemt det. For da jeg hørte dig læse højt, gik det først helt op helt for mig, hvor sjov du er. Hvor sjov du også er. Jeg havde anmeldt dig meget alvorligt, men de enkelte scener og replikker fra Jonnas besøg hos overklassekæresten, på aspargesfabrikken og statshospitalet er så underfundige, at publikums latter lå som et akkompagnement under hele din oplæsning.
Det var en øjenåbner, og lige siden har jeg ikke bare haft dine tekster foran mig, når jeg læser dig, men jeg har også haft din stemme i øret, som en fortolkende og nuancerende indgang. Og det kan man godt have brug for, for der er altid mange lag på spil samtidig. Og du jonglerer frit med stilelementer, blander talesprog og skriftsprog, højt og lavt, patos og trivi, og du tillader dig at låne fra både det eventyrlige, det religiøse og det dystopiske register, når du igen og igen lader dine romanpersoner vise os, “at mennesker er større, end det liv, de lever”, som den gale bager sagde i “Den lange sommer”.
Jeg ved ikke, om det er din hensigt, men jeg føler, du tager hånd både om dine romanpersoner og om dine læsere. Du vil virkelig gerne, det går os godt, og du lader os bevare håbet om det godes sejr, uanset hvor sort det tegner sig, og hvor tæt på den yderste grænse, vi kommer. I den forstand er du en klassisk forfatter, der tager katharsisfunktionen på dig. Du inviterer os med ned i både sindets, kønnets, magtens og afmagtens dystre verdener, men du sørger altid for, at læseren i det mindste får et glimt af lyset for enden af tunellen, når hun lukker bogen. Det gælder så ikke lige “Bonzai”, men selv den sorteste tekst, er skrevet så hudløst smukt, at lykkefølelsen forløsende blandede sig i den bundløse sorg, som ramte mig en nat i år 2000, da jeg læste romanen færdig.
Gyldendal fejrede dit 40 års jubilæum med en samlet udgivelse af dit hovedværk. Det var første gang “Lille Jonna”, “Den lange sommer”, “Himmel og helvede” og “Den yderste grænse” forelå i en samlet udgivelse. Jeg havde læst bøgerne efterhånden, som de udkom og genlæst dem i slutningen af 80’erne, og nu glædede jeg mig til at dykke ned i værket igen et kvart århundrede senere. Jonna serien, som jeg har spejlet mig i, og som har hjulpet mig til at forstå, hvad det overhovedet var, der foregik i 60´erne, 70’erne og 80´erne. Himmel og helvede, magi og demagogi, du favner tiden, som ingen anden.
Det er måske ikke så mærkeligt, at det Danmark, som Jonna som ung og voksen skal finde sin plads i, var forsvundet i 2007. Men det overraskende var, at genlæsningen fik mig til at forstå noget vigtigt i nutiden, noget af det, der var sket efter 11. september 2001 og i kølvandet på det såkaldte systemskifte i dansk politik samme år. Da jeg genlæste dig, gik det op for mig, at den arbejderklasse, som du beskriver så levende i Jonnaserien var som pist forsvundet ud af den offentlige samtale. Og så effektivt at ikke bare de politiske partier, men også jeg selv næsten havde glemt den.
Historien om det skæve Danmark, om uligheden, undertrykkelsen og skammen – over for 70´ernes kamp for lighed og retfærdighed, som er så bærende for vores forståelse af Jonna,- var blevet fortid og historie. Og ikke nok med det, for det forekom mig, at de sociale konflikter og modsætninger mellem køn og klasse nærmest var ved at blive retoucheret ud af danmarkshistorien, afløst af en historieløs påstand om “sammenhængskraft” og en ønsketænkning om et danmarkshistorisk nationalt vi. Eller som der stod i forordet til en dansk samtidig litteraturhistorie:
”Vi danskere er ikke bare de samme som hinanden og til forskel fra andre befolkninger. Vi er først og fremmest de samme som os selv, dvs. som dem vi var for et år siden, for ti år siden, hundreder år, tusinde år”.
Efter 2001 har vi åbenbart glemt, at vi også i vores land har levet meget forskellige liv, og at vi har haft væsensforskellige muligheder, og at samfundet er udviklet gennem konflikt og politisk kamp især. Din Jonna-serie mindede mig ved genlæsningen om, at indvandrernes rolle som det andet” og “de andre, som dem der står uden for den fælles identitet og uden for nationalt fællesskab, jo ikke er ny. Det nye er blot, at udefrakommende grupper er tildelt rollen som dem, de andre ikke vil lege med. Men uligheden mellem top og bund er jo ikke forsvundet af den grund. Og alt mens vi snakker danskhed og danske værdier, mobiliseres arbejderklassen politisk fra højre i hadet til “de fremmede”, i frygten for mennesker på flugt fra krig og ødelæggelse.
Hvis jeg kunne bestille en roman, ville jeg ønske, du orkede at tage det helt store livtag bare en gang til og fortælle os alle sammen historien om det opbrud, vi lever i lige nu. Og du må meget gerne tage os i hånden undervejs. Jeg håber ikke, det er lige så sort, som det ser ud.
Du skal bare skrive et par romaner mere, for du er jo allerede godt i gang med nutiden i din seneste bog “Erindring om kærligheden”, din stort anlagte mor/datter roman som fortjent er indstillet til Nordisk Råds litteraturpris. Men det er også en roman om en kvinde, der lever uden for tiden, fordi ikke mindst hendes drift til at hjælpe andre, hendes medfødte hjælpegen er med til at gøre hende til outsider, en helt umulig eksistens i det nuværende samfund.
Hvordan vi kom derhen, gad jeg godt læse meget mere om. Jeg tror, du har fat i noget helt centralt.
Til lykke med jubilæet, Kirsten, og tusind tak for bøgerne.
Elisabeth Møller Jensen