​BØGER

AT SE MED EGNE ØJNE – MIT KVINFO

Stort, velskrevet politisk nyrestød til den historieløse kultur- og ligestillingspolitik af KVINFOs tidligere direktør.

Bogen At se med egne øjne er en sprudlende personlig beretning om en af de mere løsslupne feministiske bølger, nemlig begyndelsen af 3. bølge i starten af 1990’erne og de mange unikke projekter med afsæt i KVINFOs bibliotek. Samtidig er bogen et fuldflæsket og velargumenteret angreb på den ideologiske iver, der i disse år rammer overalt i det danske samfund i form af nedskæringer, lukninger og udflytninger. I tilfældet KVINFO udstilles kulturminister Mette Bocks slagtning af institutionens næsten 60-årige virke med vidensindsamling og -formidling punkt for punkt som populistisk symptom på afmontering af velfærdsstaten.

Med 24 års erfaring som direktør KVINFO har Elisabeth Møller Jensen befundet sig i midt ligestillingsorkanens øje. Det giver bogen ballast og perspektiv, når 50 års dansk ligestillingshistorie beskrives med stor indsigt og humor, og det er pligtstof til den kollektive hukommelse om fx de mange politiske svigt af en solidarisk barselslov.

I bogen samler Møller Jensen også samfundskritisk de tråde, som mange har så svært ved at se i disse år, nemlig dem, hvor køn, kultur, humanisme og velfærdssamfund er uløseligt knyttet til hinanden.​

Da kritikken af KVINFOs og kvindeorganisationernes svigt af indvandrerkvinderne rasede i 2001, tog KVINFO det skelsættende initiativ til Mentornetværket for indvandrerkvinder, der succesrigt bredte sig langt ud over Danmarks grænser.

Elisabeth Møller Jensen siger selv: “Min bog er skrevet på lige dele engagement og indignation. Jeg er utrolig stolt over de resultater, KVINFO har opnået, og jeg er tilsvarende vred på de politikere, der målrettet gik efter at stække KVINFO. Jeg vil gøre mit til, at sagen om KVINFOs bibliotek aldrig bliver glemt”.

At se med egne øjne dokumenterer og behandler perioden fra Nynne Koch for første gang i 1964 registrerede kvinderelevant litteratur på Det Kgl. Bibliotek over KVINFO som genopfinder af 8. marts, arnested for Årets Pikhoved og vigtige mentorordninger for indvandrerkvinder til efterspillet om KVINFO som politisk kampplads i 2017.

Bogen er rigt illustreret og er støttet af Statens Kunstfond.​

DENGANG I LEMVIG

Elisabeth Møller Jensens ”familiehistorie” handler først og fremmest om hendes mor, Gudrun. Hun var en højtbegavet kvinde, charmerende, udadvendt, men også med et vanskeligt og lidenskabeligt sind, som hun fik sværere og sværere ved at styre.

Allerede som ganske ung blev hun indlagt til psykiatrisk behandling, efter et passioneret forhold til en tysk soldat under krigen blev hun gift med den arbejdsomme og retsindige bagersvend, Tage, og med ham fik hun fire børn, hvoraf Elisabeth er det ældste.

Det gik så som så med den bagerforretning i Lemvig, som Tage købte; det endte med at han gik fallit med den. Han fik arbejde på Cheminova, og samtidig blev det værre med Gudruns tilstand, som ikke blev bedre af, at hun udviklede et massivt medicin- og alkoholmisbrug. Det måtte nødvendigvis gå ud over både mand og børn, som med skræk og fortvivlelse var vidner til Gudruns deroute. Hun døde som 53årig, i 1975.

Elisabeth Møller Jensen fortæller denne historie uden formildende omstændigheder, og den får ikke mindst sit stærke og autentiske præg af de citater fra breve og dagbøger, hvori moderen fortæller om sin tilstand, om sin angst, ikke mindst for at gøre sine børn fortræd, om sin kærlighed til sin mand og om sine vanskeligheder ved at leve det helt almindelige liv.

”Forestillingen om lighed gennem uddannelse har ligget som et fremtidsløfte gennem hele min barndom. Jeg var dygtig i skolen, og hvis jeg kom hjem med et ug minus, spurgte min far som eneste kommentar, hvorfor jeg ikke havde fået ug. Så det skyldes hverken skæbne eller eventyr, at jeg både blev student og magister. Vi var fire børn, og vi kom alle i gymnasiet og videre på universitetet.

Det er blevet så moderne at hæfte ordet mønsterbryder på en, der socialt har bevæget sig langt væk fra udgangspunktet. Men sådan ser jeg ikke på mig selv, og benævnelsen har faktisk irriteret mig fra det øjeblik, jeg hørte den første gang. Evnen, lysten og muligheden for social mobilitet kommer jo ikke ud af det blå ingenting. Jeg har altid følt, jeg fulgte nogle spor, som var lagt ud af generationer før mig, at jeg fulgte et mønster og en drøm, som jeg sammen med mange andre i den første velfærdsgeneration fik mulighed for at realisere. At jeg ikke valgte seminariet i Nørre Nissum, men Københavns Universitet, var lidt af et tilfælde.

Min mor havde selv haft en drøm om at blive lærer som det højest opnåelige, og med mig på det nærliggende seminarium ville drømmen næsten være opfyldt. Så hun var skuffet, da jeg rejste til København. Hun følte, jeg forsvandt, at hun mistede mig, og det havde hun ret i.”

Dengang i Lemvig

Søndermarksvej 1A

2500 Valby

Telefon: +45 23 34 05 27

E-mail: emjvalby@gmail.com

Sociale medier​

fb    twitter    linkedin     instagram-logo