Lad os få ligestilling ind i valgkampen
Kampen for ligestilling har nok en minister, men posten rangerer så lavt, at området ikke har sit eget ministerium. Ligestilling har ingen departementschef, men må nøjes med en afdelingschef som højest rangerende embedsmand. Derfor flytter ligestilling rundt mellem de ministerier, som den nyudnævnte minister først og fremmest er minister for. Da Jytte Andersen som den første blev minister for ligestilling, rykkede Ligestillingsafdelingen ind i By- og Boligministeriet, og da Anders Fogh Rasmussen udpegede den konservative Henriette Kjær som sin første minister for ligestilling, rykkede området ind i Socialministeriet. På linje med Ministeriet for Nordiske Anliggender ligger ligestilling som det vel nok lavest prioriterede politikområde, og ministerens stemme har ingen vægt, når ligestillingsspørgsmål involverer økonomi. Der kan nok så meget stå i loven, at lovforslag skal ligestillingsvurderes, det hjælper ikke meget i diskussionen med Finansministeriet. Som Jytte Andersen efterfølgende har sagt til Ugebrevet A4 i 2017, var det ikke altid lige let at overbevise ministerkollegerne om vigtigheden i ligestillingsarbejdet. “De gloede på mig, som om jeg var åndssvag, når de skulle analysere de ligestillingsmæssige konsekvenser af et lovforslag.”
Hvis Henriette Kjær derfor som den første borgerlige ligestillingsminister i 00’erne havde sat foden ned for Foghs ide om om et års barsel, var hun givet blevet tvunget til at løfte den igen. Den helt afgørende beslutning på ligestillingsområdet havde hun ikke haft en jordisk chance for at påvirke, selv om de facto- udvidelsen af kvinders barsel fra et halvt til et helt år har været den afgørende forudsætning for, at intet har rykket sig. Det kan ikke være let at være ligestillingsminister, når de afgørende lov- ændringer går helt uden om ministeren. Til gengæld er ministeriet så ubetydeligt, at ligestillingsministeren har en stor frihed til selv at fremføre egne ideer og egne mærkesager. Og derfor er det alligevel ikke ligegyldigt, hvem der sidder på posten.
Det var FN’s Platform for Action, der i 1995 satte vold mod kvinder på den politiske dagsorden, og Jytte Andersen tog udfordringen op og udarbejdede grundlaget for den “Handlingsplan for vold mod kvinder”, som Henriette Kjær som social- og ligestillingsminister og Lene Espersen som justitsminister fremlagde d. 8.3.2002. Handlingsplanen var et gennembrud i forståelsen af kønsrelateret vold, og det tjener de to konservative ministre til ære, at de ikke bare lod Jytte Andersen plan ligge i skuffen, som det ofte er tilfældet, når en ny regering tager over. Den afgørende forklaring er måske, at det var to konservative kvinder, der var ministre i Socialministeriet og Justitsministeriet. Både fordi de var kvinder, og fordi de var konservative. Det er i hvert fald den forklaring, jeg hørte dengang.
I sin nytårstale i 2003 satte Anders Fogh Rasmussen fokus på “religiøs middelaldertænkning”, og da Eva Kjer Hansen blev Venstres første ligestillingsminister i august 2004, satte hun fokus på dialog med de etniske minoritetsgrupper om ligestilling mellem kønnene. Men initiativet stod ikke alene. Eva Kjer Hansen ville også videreføre Henriette Kjærs arbejde med at få flere kvinder ind i ledelse, i politik og i forskning. Hun ville have fokus på ligeløn, og så understregede hun dialogen med ngo’erne – kvindeorganisationer som bl.a. Kvinderådet og Dansk Kvindesamfund. Hun ville høre “deres bud på, hvad der trænger sig på”.
Samme år som Anders Fogh tog “religiøs middelaldertænkning” op i sin nytårstale, sprang Dansk Folkeparti på vegne af muslimske kvinder ud som feminister, men først da Karen Jespersen i 2007 som Venstre-kvinde blev socialminister med ligestilling oveni, skruede regeringen op for muslimer og ned for klassisk ligestilling. I miljøet var der ellers store forventninger om en mere slagkraftig indsats på ligestillingsområdet. Karen Jespersens fortid som kendt rødstrømpe, der hev LO-bossen Thomas Nielsen ned fra talerstolen på Rådhuspladsen 1. maj 1970 og lige nåede at kræve ligeløn, før hun blev slæbt væk, gav håb om, at hun som minister ville sætte sin person ind på ligestilling. Men det håb blev skudt ned allerede i det første interview, hun gav som nyslået ligestillingsminister.
“Karen Jespersen er stadig rødstrømpe med hud og hår,” lød det i Berlingske Tidendes intro. “Dengang kæmpede Karen Jespersen for ligeløn. I dag vil hun have mere ligestilling blandt indvandrerkvinderne.”
At det ikke var let som minister at lovgive om ligestilling, blev lysende klart, da Karen Jespersen i december 2008 foreslog en justering af lov om ligestilling. Det handlede om den ligelige indstilling af mænd og kvinder til råd, nævn og udvalg, som har været gældende lov siden 1985. Hvis organisationer ikke udpegede andelen af mænd og kvinder i overenstemmelse med loven, “kan” ministeren lade pladsen stå tom, som Jytte Andersen under stor ståhej havde praktiseret som arbejdsminister. Karen Jespersen ændrede “kan” til “skal”, men den stramning faldt Folketingets formand Thor Pedersen for brystet. I et stort statusinterview over 2008 udtalte han, at det ikke betyder noget, at der er en kvinde i spidsen. Kvindelige ledere gør ingen forskel. Han mente, at regeringen var gået for langt i sin kamp for ligestilling mellem kønnene, og advarede mod Karen Jespersens ligestillingsforslag.
Det var helt uhørt, at Folketingets formand på den måde faldt en partifælle og en minister i ryggen, og det viste tydeligt den modstand, en ligestillingsminister var oppe mod. Først med udnævnelsen af Inger Støjberg som ligestillingsminister slog Dansk Folkepartis politik fuldtonet igennem og blev til regeringens politik. Et Ritzau-telegram kunne allerede på tiltrædelsesdagen d. 7. april 2009 meddele, at Inger Støjberg “vil bruge sin ministerpost til at sikre bedre ligestilling for ind- vandrerkvinder” med den begrundelse, “at vi har en høj grad af ligestilling i det danske samfund, undtagen når det gælder indvandrerkvinder.”
Meget kan man beskylde Inger Støjberg for, men usynlig er hun ikke. Da hun blev udpeget som beskæftigelses- og ligestillingsminister i Lars Løkke Rasmussens regeringsrokade, var hun mest kendt som Anders Foghs trofaste væbner, når hun som politisk ordfører igen og igen afviste, at statsministeren var på vej til en toppost i udlandet. Til sidst blev det så grotesk, at hun på Christiansborg fik tilnavnet Komiske Inger, opkaldt efter Komiske Ali, den irakiske informationsminister, der til det sidste benægtede, at amerikanerne var ved at indtage Bagdad.
“Ministerjobbet er mere præget af substans end polemik,” skrev politisk kommentator Peter Mogensen i Politiken som en kommentar til udnævnelsen, så han vidste ikke, “om Støjberg kan levere varen som minister”. Hvad Peter Mogensen ikke havde forudset, var, at Inger Støjberg som minister ufortøvet fortsatte som polemiker. Med ministerposten skruede hun bare endnu højere op for lyden. “Jamen det er jo os, hun skal arbejde sammen med,” tænkte jeg forbløffet, da Inger Støjberg straks lagde afstand til gamle rødstrømper og kvindeorganisationerne. Men der tog jeg helt fejl.
Da Inger Støjberg efter et halvt på posten blev kritiseret for ikke at have en ligestillingspolitik, blev hun i Politiken spurgt, om hun var feminist. Støjberg svarede ved at kritisere feministerne:
“Det kommer an på, hvad for en form for feminisme I snak- ker om. De, der tegner butikken i den brede debat, vil jeg kalde den gamle venstreorienterede skude. Jeg mener, at den feminis- me, der var grundlaget for rødstrømpebevægelsen, har spillet fallit, og i dag vil jeg betegne dem som kystbanefeministerne: Det er feminister, der vender det blinde øje til, når det gælder de virkelig store problemer med hensyn til ligestilling– nemlig indvandrerkvinderne.”
Og ikke bare Peter Mogensen, men også Drude Dahlerup gik galt i byen, da hun opfordrede Inger Støjberg til at forlade Karen Jespersens linje, “hvor ligestilling er lig med muslimer”: “Karen Jespersen har været så besat af tanken om muslimer, så det er den eneste ligestillingsproblematik, hun er gået op i. Dermed har man overset kæmpe problemer som lige løn, barsel for mænd eller det, at der hver eneste måned er en kvinde i Danmark, som bliver slået ihjel af en blåøjet, blond mand”. Det kan godt være, at Karen Jespersen var “besat af muslimer”, men med Inger Støjberg fik vi en ligestillingsminister, der var lige dele besat af muslimer og feminister. Gennem hele sin ministertid brugte Inger Støjberg sin ministermikrofon til at slå på “feministerne”, som hun anklagede for at svigte indvandrerkvinder.
Efter en Støjberg-bandbulle i Jyllands-Posten mod feministerne blev det for meget for Kvinderådets formand, Randi Iversen, der i sit genmæle mindede om, at indvandrerkvinder har været et højt prioriteret område siden 2000, og at Kvinderådet i ni år har udført det arbejde, som Inger Støjberg nu vil til at prioritere. Og den oplysningskampagne til indvandrerkvinder, som Inger Støjberg med sine udfald mod feminister lancerede, var Kvinderådet allerede involveret i.
Den sidste ligestillingsminister før regeringsskiftet i oktober 2011 var Lykke Friis, Venstres store overraskelse på posten. Som prorektor på Københavns Universitet havde Lykke Friis været med til at bruge positiv særbehandling i forsøget på at fjerne nogle strukturelle barrierer, som sorterer kvinder fra. Selv om hun som ligestillingsminister heller ikke ville bruge lovgivning til at sikre mere ligestilling, så var udskiftningen af Inger Støjberg med Lykke Friis alligevel noget af en paladsrevolution, et ord, der blev brugt i Informations første interview med den nye ligestillingsminister, der annoncerede, “at nu skulle der andre liberale boller på suppen”, og “at regeringens ensidige fokus på indvandrerkvinder er passé.
Lars Løkkes nye ligestillingsminister var åbenbart lige så kritisk over for forgængerne på posten, som oppositionen og fagbevægelsen var. Sammen med en hær af ligestillingseksperter var de seneste to ministre, Inger Støjberg (V) og Karen Jespersen (V), blevet kritiseret for ikke at ville anerkende, at “ligestilling
også handler om lige løn, andelen af kvinder i magtpositioner,
vold mod kvinder, barsel og så videre”. Lykke Friis fortalte nu
til Information, at netop “de debatter vil hun i modsætning
til sine forgængere gerne rejse, selv om hun ikke har kvoter og øremærket barsel i tankerne. Hun sværger til andre redskaber, men alene det at acceptere problemet kan ændre meget”.
Der blev da også jublet i ligestillingsmiljøerne, ja, selv i Ligestillingsafdelingen blev der festet igennem, da Lykke Friis blev udnævnt. Og da hun to uger efter udnævnelsen gik på scenen til KVINFO’s 8. marts-fejring i Diamanten på Det Kongelige Bibliotek iført guldstøvler som symbol på ligestillingens økonomiske vinderpotentiale, var ikke et øje tørt. Det var 100-året for International Kvindedag, der på den tyske feminist Clara Zetkins opfordring blev vedtaget i København i 1910. I anledning af jubilæet var alle sejl sat til.
Hvad søren var der sket i Venstre? Var det mon blevet bemærket, at klassiske ligestillingsområder også engagerede Venstre- regeringens bagland? At klassisk ligestilling fik en Leny Malacinski, en Eva Berneke og en Katrine Winkel Holm til at skrive bøger, der medførte engageret debat? Var der mon i Venstre i det meget stille foregået en magtkamp om ligestillingspolitikken, havde der mon været et opgør med linjen fra Karen Jespersen og Inger Støjberg? Eller var det mon Lars Løkke, der indså, at han i en valgkamp ikke kunne stille op mod Thor- ning, Vestager og Søvndal med det synspunkt, at ligestilling kun handler om muslimer? Ville Lars Løkke med udnævnelsen af Lykke Friis lukke en flanke før valget?
Med Anders Fogh Rasmussen blev det et dominerende dogme, at ligestilling er gennemført, og da Socialdemokratiet og Radikale Venstre fik chancen, turde de ikke gå op mod strømmen. Jens Otto Krag, Anker Jørgensen og Poul Nyrup gik som statsministre foran med progressiv ligestillingslovgivning, men da det blev Helle Thorning-Schmidts tur, svigtede hun sammen med Margrethe Vestager den frontløberposition på ligestilling, som de to partier har løftet i dansk politik. De havde både muligheden og mandaterne til at realisere den fædrebarsel, som de havde lovet vælgerne, og som på det tidspunkt havde været socialdemokratisk politik i 30 år. Men de turde ikke.
I 2018 kunne Eva Kjer Hansen som nyudnævnt ligestillingsminister konstatere, at der intet var sket, siden hun sidst havde posten for elleve år siden. I det første interview med den nyudpegede ligestillingsminister blev Eva Kjer Hansen spurgt, hvordan det ifølge ministeren står til med ligestillingen, siden hun var minister for området sidste gang. Svaret var “irriterende” ifølge en frustreret Eva Kjer Hansen, for det “er præcis de samme udfordringer, vi står over for, som det var i begyndelsen af 00’erne. På rigtig mange områder er der ikke sket noget som helst af betydning, og der er ingen steder, vi kan sætte flueben og sige, at nu er problemerne løst”. Statistikkerne viste de samme kedelige mønstre af ulighed mellem mænd og kvinder.
I lighed med sine forgængere i 00’erne vil Eva Kjer Hansen, selv om hun “ærgrer sig”, ikke “lovgive for at skabe forandringer”, fortsætter hun. Men journalisten glemmer at minde hende om, at Anders Fogh gerne greb til lovgivning, da han med sin barselsordning fra 2002 trak ligestilling så meget baglæns, at Danmark internationalt er røget ned på plads nr. 13, mens de andre nordiske lande ifølge World Economic Forum 2018 indtager første-, anden-, tredje- og fjerdepladsen. De to borgerlige feminister Lykke Friis og Eva Kjer Hansen blev udpeget til ligestillingsministre i god tid op til et folketingsvalg. I 2010 skulle Lars Løkke matche Thornings, Søvndals og Vestagers offensive ligestillingsløfter. Til folketingsvalget i 2019 skal regeringen stå på mål for #MeToo og konfrontere den rød-grønne opposition, der i foråret 2017 sprang op som trold af en æske og tappert, men forgæves kæmpede for KVINFo’s bibliotek, for kønsforskning og for ligestilling. Nu er valget endelig udskrevet. Lad os stille politikerne til ansvar.
Elisabeth Møller Jensen