Skulle vi ikke tage opgøret mod overgreb og voldtægter, før dæmoniserer dem, der tager kampen op, som gale kvinder.
En uge efter at Sara Danius fratrådte som leder af Det Svenske Akademi, blev der holdt samtidige “knytblus”-demonstrationer foran Børshuset på Stortorget i Stockholm og i flere andre byer i Sverige. Iført sløjfebluser hyldede demonstranterne Sara Danius, mens hashtagget #knytblus bredte sig på Instagram og sociale medier. Havde jeg selv været i Stockholm, var jeg gået med i demonstrationen, men jeg måtte nøjes med at følger slagets gang og heppe fra Valby.
Demonstrationerne til fordel for Sara Danius var både en anerkendelse af, hvordan den første kvindelige leder af Det Svenske Akademi havde håndteret krisen udløst af den unge journalist Matilda Gustavssons prisbelønnede reportage, hvor atten kvinder aflagde vidnedsbyrd om overgreb og voldtægt, Dagens Nyheter 21.11.2017. Men demonstrationerne var også en opbakning til #MeToo-bevægelsen, som i oktober var eksploderet i USA med anklager om seksuelle overgreb begået af filmproduceren Harvey Weinstein.
De atten svenske kvinder anklagede “Kulturprofilen”, som den anonyme, men i kulturmiljøet let genkendelige Jean-Claude Arnault blev omtalt. Han er gift med digteren Katarina Frostenson, et kendt medlem af det Svenske Akademi og havde i mere end tredive år drevet “Forum”, en kulturscene, der både med penge og gennem personer var tæt knyttet til Det Svenske Akademi. Flere af overgrebene, som de atten kvinder vidnede om, skulle være foregået i en af Akademiets lejligheder, enten i Stockholm eller i Paris. Den gennemrearchede reportage satte ikke bare fokus på Jean-Claude Arnault, men kastede også et bekymrende lys på hans relation til Det Svenske Akademi, og derfor satte Sara Danius en advokatundersøgelse i gang. Det gjorde hun før jul sidste år med opbakning fra alle medlemmer af Det Svenske Akademi.
Allerede på det tidspunkt havde et profileret medlem og tidligere leder af Akademiet, Horace Engdahl tiltrukket sig kritisk opmærksomhed, fordi han halvandet år tidligere havde fremhævet Jean-Claude Arnault som et “stilikon”, der kunne lære unge mænd at blive gentlemen! Da juleferien var overstået, krævede han, at advokatundersøgelsen skulle indstilles. Han havde skiftet mening, og en magtkamp mellem Sara Danius og Horace Engdahl gik i gang i fuld offentlighed. Det vakte opmærksomhed, at Sara Danius af Horace Engdahl blev hængt ud som den dårligste leder af Akademiet nogensinde, den “sämsta sekreteraren sedan 1786”.
Horace Engdahl vandt magtkampen i Akademiet, men Sara Danius vandt den i offentligheden. Og til det faktum har Marianne Stidsen den kommentar, at det synes at være “den gale kvinde, der har overtaget magten i samfundet”, Politiken, 25. 9. 18. Stidsens kronik handler især om Sara Danius. Kan svenskerne virkelig ikke gennemskue ”damen med skjorteblusen”, “surmulende”, “puritanske Sara Danius, der bag masken er “en ny Robespierre”, spørger Marianne Stidsen, der trækker det store skyts frem. Da hun står på Stortorget i Gamla Stan, er det billedet af Bastillepladsen efter guillotinens blodbad, der kommer hende i hu. Har vi intet lært, spørger hun fortvivlet, rasende, patetisk.
Jo, Marianne Stidsen, vi er heldigvis mange, der har lært, at frihed, lighed og broderskab ikke kan stå alene, at broderskab skal udvides til et fællesskab, der giver plads til både mænd og kvinder. Allerede Olympe de Gouges skrev kvinders rettigheder ind i sin Déclaration des droits de la femme et de la citoyenne, 1791 hvori hun krævede fuld politisk ligestilling mellem mænd og kvinder, og da hun angreb Robespierre og protesterede mod henrettelsen af Ludvig d. 16. blev hun selv guillotineret. Men for Marianne Stidsen, der intet har lært af Olympe de Gouges, er mennesket stadigvæk en mand. Hun ser kun individet i de mænd, som kommer under anklage af #MeToo, men er blind for det kvindelige subjekt, der som #MeToo-vidne fortæller om tab af tillid til mænd, om overgreb og voldtægt.
#MeToo er netop en kamp for den retssikkerhed og de menneskerettigheder, som Marianne Stidsen efterlyser. Sara Danius tog kampen i Akademiet, og Kulturprofilen er efterfølgende blevet sigtet for to voldtægter. Marianne Stidsens kronik står at læse i Politiken samme dag som Byretten i Stockholm varetægtsfængsler “Kulturprofilen”, alias Jean-Claude Arnault. Retsmøderne er netop overstået, og der fældes dom d. 1. oktober.
Det er ikke Sverigdemokraterne, der “udgør den største trussel mod demokratiet i Sverige”, skriver Marianne Stidsen en passant i kronikken, men derimod “den nye radikalfeministiske og identitetspolitiske venstrepopulisme”, som hun vil forhindre i at drive mod Danmark. Det er derfor, hun har skrevet kronikken. I Sverige hyldede offentligheden Sara Danius for at tage de atten kvinders anklager i Dagens Nyheter alvorligt. Det forstod Horace Engdahl ikke, og det forstår Marianne Stidsen åbenlyst heller ikke. Hun er langt fra den første, der i forlængelse af #MeToo advarer mod heksejagt og totalitære tilstand. Men skulle vi ikke lige tage det opgør mod overgreb og voldtægter, som #MeToo har afdækket omfanget af, og som #MeToo har givet kvinder mod og styrke til at fortælle åbent om, før vi pakker kritikken ned og dæmoniserer dem, der tager kampen op, som gale kvinder.