Da Inger Støjberg var en lille pige, stod hun en dag i haven og legede med sin elskede hulahopring. Så fik hun ideen til at hamre hulahopringen ned over flagstangen! Det var svært, men hun gav ikke op. Hun kom til at stå og kaste en hel lang kedelig søndag, indtil det til sidst lykkedes for hende. Men først i det sejrens øjeblik, da hulahopringen lå på jorden rundt om flagstangen, gik det op for hende, at hun aldrig ville få den tilbage. Det er Inger Støjberg selv, der fortæller historien til Iben Marie Zeuthen i et radioprogram på Radio 24/7.

Det er en modig historie at fortælle om sig selv, for når man har set Inger Støjberg i aktion, kan man næsten se den lille stædige pige for sig. Hun har sat sig et mål, og hun bliver ved, til hun har opnået, hvad hun ville. Desværre kan man også se den anden pointe i historien for sig. Pigen, der for sent indser konsekvensen af sin handling. Hun elskede den hulahopring, og først da det var for sent, gik det op for hende, at hun havde mistet den.

Jeg har tænkt over den barndomshistorie mange gange, og da jeg under Folkemødet på Bornholm hørte diskussionen mellem Inger Støjberg og forfatter og Venligboer Anne Lise Marstrand Jørgensen, dukkede historien op igen,

Overskriften var “Kunstner med en sag og politiker med et kald”, og det var Inger Støjberg, der havde valgt at inviteret Anne Lise Marstrand-Jørgensen til en samtale. Og forståeligt nok, spurgte Anne Lise Marstrand- Jørgensen Inger Støjberg, hvordan hun havde det med regeringens flygtningepolitik.

“Kan du sove om natten, Inger”, spurgte allerede Iben Marie Zeuthen i radioprogrammet, og det kan Inger Støjberg godt. Hun sover glimrende, for som det vist er gået op for de fleste, har Inger Støjberg det godt med sin politik. Hun tror på den, hun står inde for den, og som hun mindede os om, har hun et stort flertal bag sig.

Hendes kropssprog fortalte det meste, som hun stod der midt på scenen med vidt skrævende ben. En stærk politiker, målrettet, fast i troen, sikker på sig selv og sin sag.

Inger Støjberg mindede os om, at Venstre kom til magten på at love at mindske flygtningestrømmen til Danmark, og den opgave har hun som minister taget på sig. Hun er overbevist om, at opholdsvilkåret betyder noget i valget af asylland, og derfor skal forholdene i Danmark ikke være så attraktive, at vi tiltrækker flygtninge. Derfor er der tre års ventetid på at få familien til Danmark, derfor smykkeloven, derfor teltlejre, lave ydelser, ingen ferie og advarende annoncer i arabisk sprogede aviser.

Da flygtninge pludselig begyndte at vandre på de danske motorveje, ville langt størstedelen videre til Sverige. De ville ikke søge asyl i Danmark, budskabet var åbenbart nået frem. Inger Støjberg er derfor både glad og stolt.

Men måske skulle Anne Lise have spurgt hende, om hun synes, det er rigtigt at behandle andre mennesker sådan?

Er det menneskeligt rigtigt, at Danmarks svar på flygtningekrisen er at forringe opholdsvilkåret med den hensigt, at vi tager imod så få som muligt? Er det i Inger Støjbergs øjne menneskeligt set rigtigt at forhindre børn i at bo sammen med deres forældre, og, alt mens krigens rædsler øger risikoen for, at de aldrig når frem, hindre ægtefæller at leve sammen?

Umiddelbart kunne det virke, som om Inger Støjberg tror, at spørgsmålet om rigtig og forkert kan afgøres ved en afstemning i Folketinget. Og det virker unægteligt, som om hun slet ikke tænker længere end de nødvendige 90 mandater. Men regeringens politik skal ikke bare måles på, om Inger Støjberg får sin politik igennem. Den skal også måles på om den førte politik holder menneskeligt set. 

Anne Lise Marstrand-Jørgensen har i “En unødvendig lejr”, Information 4. april, 2016 beskrevet uværdige og umenneskelige forhold i flygtningelejren i Haderslev. Inger Støjbergs vrede over beskrivelsen viser mig, at hun trods alt godt er klar over, at der er en nedre grænse for de forhold, vi byder flygtninge i Danmark. Og at det ikke bare er op til et folketingsflertal at bestemme, hvor langt vi vil gå. Civilsamfundet har også et ord at skulle have sagt, og folkestemningen kan ikke bare sætte en grænse for politikerne, den kan tvinge dem til at gå en anden vej. Derfor greb Inger Støjberg på Facebook til at beskylde Anne Lise Marstrandd-Jørgensen for at lyve om forholdene i Haderslev. På Folkemødet blev anklagen dog modificeret til, at hun “dæmoniserer” regeringens politik og giver et forkert billede af forholdene.

Anne Lise Marstrand-Jørgensens stærke sprog lader ingen uberørt. Og Venligboerne, der i dag udgør 150.000 mennesker, vokser fortsat og er dermed den største græsrodsbevægelse i Danmark efter 2. Verdenskrig. Bevægelsens succes afhænger både af en mobiliserende ide og af stærke talspersoner som Anne Lise Marstrand-Jørgensen. Som forfatter giver hun flygtninge en stemme ved at beskrive deres situation, så ingen kan påstå, at vi ikke ved, hvad der foregår.

Inger Støjberg er for klog til at angribe Venligboerne direkte, men det er kun tilsyneladende, for ved at gå så direkte efter bevægelsens talsperson, forsøger hun selvfølgelig at skade Venligboerne mest muligt. Så Inger Støjberg spurgte på Folkemødet Anne Lise, om hun havde tænkt på, at hun som talsperson for Venligboerne ekskluderer andre Venligboere, som ikke ønsker bevægelsen så politisk, som Anne Lise Marstrand med sine artikler gør den til.

Det forskrækker mig, at en minister forsøger at splitte Venligboerne ved verbalt at overfalde en kritisk stemme, der sådan set bare holder fast i den helt basale sandhed, at der er forskel på godt og ondt, rigtig og forkert.

For selv om Inger Støjberg har et politisk flertal bag sig, gør det hverken de politiske beslutninger gode eller rigtige. Det er stadigvæk både ondt og forkert at skille familier ad. Det kan et folketingsflertal ikke ændre på. Og derfor er der brug for både Venligboerne og for Anne Lise Marstrand-Jørgensens stærke menneskelige stemme.