Karina Pedersen: ”Helt ud i hampen”

I min familie blev min mors selvmordstrusler til groteske, galgenhumoristiske fortællinger, som vi søskende sammen kunne grine af og overleve på, selvom vi hele livet har holdt historien om vores mor inden for familien. Det selvpålagte tabu blev først brudt, da jeg for et år siden udgav min "familiehistorie" og fortalte om "Dengang i Lemvig".

Måske er det den erfaring, der gør, at jeg tænder på Karina Pedersens sprog for kaos, svigt og opløsning i hendes usædvanlige bog "Helt ud i hampen". At jeg genkender en særlig galgenhumoristisk autenticitet i hendes “mails fra underklassen”.

"Frem med Othellolagkagen!" lyder fanfaren, når forfatteren fremmaner festlighederne, fordi det skal fejres, at moderen endelig er blevet førtidspensionist. Det er næppe heller noget, hun har fundet på, når hun beskriver "den eneste opfordring til at søge arbejde, som nogen i min familie nogensinde har ytret”, med replikken: "Hvis du ikke har nogen penge, så må du fandme ud og sælge dit røvhul“. Den løsslupne stil bliver ren satire, når hun kommenterer moderens ønske om ny læge og nye piller: ”Hun vil gerne prøve et nyt mærke. Hun drømmer om nogen med en kriminalpræventiv effekt, så hun ikke hele tiden bliver bestjålet”.

"Helt ud i hampen" har ud over "mails fra underklassen” ingen genrebetegnelse. Johannes Riis kaldte i Deadline "Helt ud i hampen" for en erindringsbog, et vidnesbyrd om et miljø, som vi sjældent hører om. Bogen er imidlertid rubriceret som samfundslitteratur og er i følge Karina Pedersen en debatbog. Det er forfatterens erklærede hensigt og ønske at få en debat og et opgør igang med det system, som efter hendes opfattelse fastholder underklassen i afhængighed af offentlige midler. Et opgør med det velfærdssamfund, som i følge hendes mening kun gør ondt værre. Og til at fyre godt op under debatten bruger sin egen barndomshistorie.

Karina Pedersen har været ombejlet debatør siden 2009, da hun som blogger begyndte at skrive på 180 Grader, grundlagt af Ole Birk Olesen. Hun har i årevis trukket på det samme stof og forsvaret de samme meninger. Leny Malacinskis provokerende og skarpt vinklede forfatterinterview i Zetland 24.8. "Tag pengene fra underklassen. Den mangler moral”, var en ren foræring til journalist Lars Fogh fra Metroxpress. Han tog til Fredericia, talte med Karina Pedersens gamle klassekammerater, og så satte han navn og stillingsbetegnelser på eleverne på et gammel klassebillede fra i det mindste en af de skoler, hun har gået på. Da Karina Pedersen i artikler og interviews har hævdet, at alle hendes gamle klassekammerater er på offentlig forsørgelse, var hendes troværdighed efter artiklen i Metroxpress 2.9. så plettet, at fhv. redaktør af Bogmarkedet Bjarke Larsens i en artikel i POV International opfordrede Gyldendal til at trække bogen tilbage.

Den famøse udtalelse om klassekammeraterne optræder ikke i “Helt ud i hampen”, men i bogen refererer Karina Pedersen til "hele kvarteret”, "kvarteret taget i betragtning", og "de andre beboere", eller hun skriver slet og ret og generaliserende "underklassen" :

“Jeg var lige en tur hjemme i weekenden, og mørke skyer har samlet sig over underklassen; pushere piner deres skyldnere med værktøj, mænd dominerer oftere og oftere kvinder med grov vold, 10-årige alkoholikere er ikke længere noget særsyn, og 12-årige piger diskuterer, hvilke stillinger man bedst kan gennemføre et analt samleje i.
Mange af børnene har end ikke længere bedsteforældre, som arbejder, for der kommer flere og flere familier, hvor selv en erfaren slægtsforsker ville have svært ved at finde et selvforsørgende familiemedlem".

Det er ingen hemmelighed, at Karina Pedersen skriver om en barndom og opvækst i 1980'erne og 1990'erne i Korskærparken, et socialt boligbyggeri i udkanten af Fredericia. Men beskrivelsen dækker i følge Karina Pedersen også andre byggerier, som Sønderparken, hvor "Bror Y har fået sig en lille lejlighed", og det kvarter er næsten værre end min mors.” Ambitionen er tydeligvis at vise, hvordan livet i al almindelighed leves i ghettoen. Skal man tro Karina Pedersen, er socialt boligbyggeri fyldt op af en selvdestruktiv "underklasse" for hvem alt håb er ude. Ethvert forsøg på at hjælpe dem vil kun trække pinen ud. Veninden fik ikke ret i, at Karina Pedersen ville blive ked af det, når faderen døde. Hun er helt upåvirket. Og moderens død glæder hun sig til. Så skal der festes.

I virkeligheden handler “Helt ud i hampen” næsten udelukkende om hendes egen familiesump. Den fraværende far betegnes som “et svin”, moderen en alkoholiker og medicinmisbruger, der hverken har elsket eller passet sit afkom. De fem børn har hun alene brugt som middel til at presse penge ud af systemet. Brødrene er håbløse nassere, arbejdssky og dybt kriminelle. Der er i Karina Pedersens øjne intet, der undskylder moderens og familiens situation. Moderen har for mange år siden haft et arbejde, men vi ved ikke,  om hun har taget en uddannelse, eller hvorfor hun er holdt op med at arbejde. Vi hører intet om, hvad der har gjort moderen til misbruger. Som læser får man ingen forståelse af hverken moderens, faderens eller brødrenes livsvalg, andet end de er "dumme", "ondskabsfulde", "selvmedlidende", "dovne", "kriminelle". Fortsæt selv. Og Karina Pedersen sætter trumf på ved at pege på genetik som forklaring.

Hun går så langt som til at overveje, om den berygtede Lombroso, kriminalantropologen, der mente, at kriminelle tilbøjeligheder er nedarvet, mon har ret. Hun tror, han havde fat i noget rigtigt.

Men hvad med de voldsramte kvinder? Er de mon også genetisk bestemt til at få bank? Katarina Pedersen har ondt af dem, første gang en mand slår, men "hvis de bliver hos ham, så er de selv skyld i de efterfølgende tæv". Karina Pedersen er især provokeret over, at de voldsramte kvinder ofte har børn. For "en ting er, at de selv ønsker at leve et liv med vold, men at trække børn ind i det er ganske enkelt forkasteligt.”

Jeg har undret mig over, hvordan Karina Pedersen former sine barndomshistorier til debat og propaganda. Hvad er det, der sker i “Helt ud i hampen”, når erindringernes galgenhumor blander blod med debat-Karinas konsekvente kynisme? Hvad er det, der sker, når Karina Pedersen løbende reflekterer, kommenterer og konkluderer på sine hverdagshistorier fra underklassen? Manøvren er faktisk ret enkel. Når hun om lillebroderen Bror X fortæller, at han vil begå et bankrøveri, bruger Karina Pedersen den groteske historie til at foreslå en diskussion om, “hvorvidt indsatte i landets fængsler har det lidt for godt, når folk udefra forsøger at komme ind”. Fantasierne om et bankrøveri er nemlig ikke for pengenes skyld, men fordi han “er hjemløs og siger, at hvis han kommer i fængsel, så har han i det mindste tag over hovedet og mad på bordet”.

Nu kunne man jo tro, at børn der vokser op uden omsorg kunne have godt af at bo i en plejefamilie. Men den løsning har Karina Pedersen ikke noget positivt at sige om. Hun fortæller om et plejebarm, der kun måtte “få margarine på rundstykkerne, imens alle andre i familien måtte få rigtig smør.” Karina Pedersen undrer sig over, “at nogen har kunnet få sig selv til at behandle en lille dreng på den måde”. Og så alligevel ikke. For hun har “snart hørt så mange historier, hvor plejefamilien har været langt værre end børnenes biologiske familie, at min sympati for plejefamilier kan ligge på et meget lille sted”. Og hun stiller spørgsmål ved, om kategorien af gode plejefamilier overhovedet findes.

Hun fortæller, at pushere er så gode til at inddrive gæld, at de måske “får langt flere folk ud af deres misbrug, end man umiddelbart skulle tro?” Forklaring følger. Mao truede stofmisbrugere med at skyde! “Han synes vitterligt – som mange har påpeget – at have stået for historiens absolut mest succesrige afvænningsprogram: en misbruger = en kugle”. Og med det eksempel kan hun klart afvise, at stofmisbrug er en sygdom, for man kan “ikke kurere kræft med samme metode”.

Vi må forstå, at fængslerne er for gode, at plejehjem for anbragte børn er en misforståelse, og at stofmisbrugere skal trues ud af misbruget. Og sådan fortsætter eksemplerne og stilen, uanset hvilket emne og hvilken historie hun bringer til torvs. For mig er det ikke afgørende, hvilken genrebetegnelse Gyldendal har givet “Helt ud i hampen”, eller om litterater efter en diskussion bliver enige om at ophøje “mails fra underklassen” til en fin, klassisk genre som brevromanen. Karina Pedersens historier om hendes egen familie kan sagtens være sande, som hun hævder og samtidig sprogligt fremstå med romanagtige træk. Det afgørende for mig er, hvad hun bruger historierne fra sin egen barndom til.

Og her er heldigvis hjælp at hente. Jakob Brønnum har i POV International skrevet en anmeldelse, der har form af en modlæsning af Karina Pedersen. En for en tager Jakob Brønnum effektivt hendes historier ved vingebenet, binder de fast bundne sløjfer op, der i bogen får erindring og debat, galgenhumor og kynisme til at indgå i en uskøn metamorfose. Som Karina Pedersens historie om broderen, der endelig får sig en lejlighed, bare for at erfare, at naboerne er rockere, der banker ham, da ham beder dem dæmpe sig. I følge Jakob Brønnum, er historien et “klassisk Brdr. Grimm-eventyr i afpillet udgave: En ung mand, der er opvokset under vanskelige kår er stolt af sit liv, med ny lejlighed, der får ham til at forestille sig, at han næsten er et almindeligt, voksent menneske”. Men i Karina Pedersens fortolkning er de bank, han får alene udtryk for hans overmod, og han rammes af nemesis, og “får bank af nogen, der er endnu mere stolte, og som har noget af have det i”. For som Brønnum konkluderer: Karina Pedersen “har nemlig allerede bestemt, at han ikke er et rigtigt menneske og aldrig vil blive det”.

I følge Jakob Brønnum kalder bogen først og fremmest på en debat om “kærlighedsløsheden, den gennemførte menneskelige smålighed, som Karina Pedersen talentfuldt rendyrker”. For bogen “mangler fuldstændig almindelig menneskelig empati. Det har ikke et eneste sted været muligt at se bare antydning af medmenneskelig identifikation med andres lidelser, sygdomme, uheld, eksistentielle kvababbelser eller almindelige dårligdomme”, som han skriver.

I Karina Pedersens selvopfattelse er hun som fortæller at forstå som en udenforstående iagttager. "I Guder hvor har jeg været uheldig med den familie", som hun skriver. Men sproget er ikke det eneste, hun har samlet op: “Luk røven! (Jeg samlede lidt jargon op, sidst jeg var hjemme:-))”, som hun forklarende skriver til veninden. Når hun igen, igen har moderen i telefonen, "virker det, som om opkaldene kommer fra en anden verden". Karina Pedersen er "simpelthen målløs over", hvor stor forskel der er på mor og datter. Men set med læserens øjne  falder lighederne i øjnene. For Karina Pedersens blik på elendigheden er lige så hårdt, kynisk og fordømmende, som det miljø hun beskriver. Man har som læser for længst fanget pointen, når hun skriver, at årtiers "omgang med underklassen har presset min medmenneskelighed ud af mig". Det tror man på!
Karina Pedersen lægger ikke skjul på sine højreorienterede politiske holdninger. Hun har lov til at mene, at det er de syges, de arbejdsløses og de voldsramtes egen skyld. Og hun står langt fra alene med sit had til til dem, der må bede om hjælp fra det offentlige, sin foragt over for dem, der forsøger at hjælpe og sin vrede over som skatteyder at være med til at betale. Hun omtaler underklassen som "dem", og sig selv og den veninde, hun skriver til, som "os". Eller er det mon alle skatteyderne, hun inddrager, når hun om underklassen skriver, at det “ er dem, der pisser på os". Det virker på mig, som om hun forsøger at fyre op under en vrede og et had, der allerede er i frit løb i samfundet i dag.

Når vreden ikke forplanter sig til denne læser, skyldes det nok både en forskel i politisk opfattelse, men givet også min baggrund og opvækst i den arbejderklasse, som helt er forsvundet i Karina Pedersens udlægning af et miljø, hvor velfærdssamfundet kun gør ondt værre. Karina Pedersen har mod alle odds både fået studentereksamen og gået på universitetet, og hatten af for det. Men ærlig talt, hvor havde hun været, hvis Korskærparken havde ligget alle andre steder end i det danske smørhul? Hvor havde hun været, hvis ikke generationer før hende havde kæmpet for det solidariske samfund, som hun med "Helt ud i hampen" kører på lossepladsen?

Og hvad med den underklasse, hun selv kommer fra? I følge Karina Pedersen er den genetisk så ringe udstyret, at må man spørge sig selv, at hvis svaret ikke er velfærdssamfundet, ja hvad er løsningen så, andet end at lade mennesker gå til grunde i egen afmagt? Det er muligt, der er brug for en systemkritik, som Jes Stein Pedersen skriver i Politiken 6.9, men Karina Pedersen svar er lige så langt ude i hampen, som den familie, hun fortæller om.

Til sidst en undskyldning. Efter at have set Karina Pedersen på slap line i Adgang med Abdel DR2, lod jeg mig rive med af en stemning. Også jeg kom i tvivl. Er det mon Karina Pedersen, der har skrevet bogen. For hvornår har en forfatter sidst omtalt sig selv i flertal? ”Vi er langt fra færdige”, som hun sagde på vej ud af DR Byen. Undskyld! Det var jo bare debat-Karina, der talte. Og hun er ikke alene.