Memory Lane, 3

Tak til cand. mag. Niels Jespersen, der (28.3) skrev en klumme om KVINFO i Information. Den var ud fra rubrikken at dømme ment som en støtteerklæring, men som Niels Jespersen skrev på Facebook: "Er i Dagbladet Information med et forsvar for KVINFO. Muligvis et forsvar KVINFO hellere var foruden, men døm selv".

Nu ved jeg ikke, hvad dagens KVINFO tænker, for den dag jeg stoppede som direktør, klippede jeg navlestrengen over. Til min afskedsreception konstaterede jeg, at min glæde ved afskeden var lige så stor, som den dag, jeg næsten et kvart århundrede tidligere havde sat mig i stolen som direktør. Jeg glædede mig barnligt begejstret til mit nye liv som fri og uafhængig borger og besluttede mig for at lukke helt ned for journalister og kommentarer om ligestilling.

Og det viste sig at være en klog beslutning, for det første år blev jeg ringet op mindst en gang om ugen. Jeg sagde ikke en lyd, udover nej. Og jeg blev så god til at sige nej, at det nærmest blev sjovt. I min tid på KVINFO sagde jeg altid ja. Det lå som en forpligtelse i jobbet. Men jeg ville ikke agere som en skyggedirektør, men respektfuldt overdrage direktørposten til min efterfølger. Derfor ved jeg af gode grunde ikke, hvad KVINFO tænker om Niels Jespersens kritiske pointer. Men jeg ved, at en af hans pointer sendte mig en lang tur ned ad Memory Lane.

Det amerikanske præsidentvalg har valg formentlig fået manges øjne op for en stærk antifeministisk tendens i USA. Men tro mig, den findes også herhjemme, og den trives i særdeleshed i Liberal Alliances bagland.  Selv havde jeg da ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, hvad der fulgte i kølvandet på Cepos-mødet med Mie Harder.

Allerede dagen efter mødet skrev Camilla Paaske Hjorth, et produkt af Cepos-Universitetet, i Ole Birk Olesens websted 180 grader den opsigtsvækkende nyhed, at det koster skatteyderne kr 1100, hver gang der lånes en bog på KVINFOs bibliotek. Deloitte foretog efterfølgende en beretning af prisen, og afhængig af udregningsmetode ligger den mellem 7 og 40 kr pr udlån. Informationen ligger tilgængelig på kvinfo.dk. Camilla Paaske havde divideret den samlede bevilling med antal af udlån på KVINFOs bibliotek!

KVINFO dementerede selvfølgelig straks den falske påstand både i 180 grader og i Ekstrabladet, der som det eneste medie viderebragte "nyheden". Sjovt nok døde den hurtigt på Ekstrabladets website. Til vores lettelse var der faktisk overvægt af indlæg fra tilfredse lånere og brugere af biblioteket. Men dementier stopper ikke bevidst falske historier, de lever deres eget vilde liv på nettet, og nu hvor Liberal Alliance slår politisk til, har jeg bemærket, at historien fra 180 grader fra marts 2011er sat i omløb igen.

På det personlige plan modtog jeg i direkte tilknytning til diskussionen på Cepos den første trusselslignende mail på Messenger. En mig helt ubekendt fyr med det tilforladelige navn, Lars (Kragh) Andersen skrev til mig, at jeg lige skulle vide, at han om nødvendigt »med dødelig magt« og »til sidste patron« ville bekæmpe mig og andre »statsfeminister«, som han beskyldte for »rendyrket fascisme«, hvis der kom lovgivning om kvotering af kvinder til bestyrelser. Jeg havde ikke advokeret for kvoter på Cepos-mødet, men uanset om jeg havde, var hans slet skjulte trussel helt uden for den demokratiske skive. Han morede sig også med sammen med et par venner at tagge mig i en udveksling af seksuelle trusler rettet mod min person.

Det varede flere måneder, før det gik op for mig, at Mie Haarders kæreste var den Lars Andersen, der havde truet og chikaneret mig. Det gik tilmed op for mig, at Camilla Paaske Hjort dannede par med Lennart Kill, der havde oprettet Webmagasinet MANFO med det erklærede formål at lukke KVINFO. Camilla hedder i dag Kiil til efternavn. Hun har forladt den nyliberale underskov og stiller i stedet op som folketingskandidat for det lige så kultsorte Nye Borgerlige.

Da det gik op for mig, at de to unge, kvinder havde et tæskehold bag sig, fandt jeg trøst i den sarkastiske formulering:"Jeg er ikke paranoid. Det er altid værre end jeg tror".  Dag ud og dag ind haglede angrebene ned over KVINFO som institution og over mig som person, i 180 grader, Damefrokosten og i MANFO.

Tilbage i 2011 dementerede KVINFOs pressemedarbejder konsekvent alle løgne og forkerte påstande. Og jeg tog selv debatten, når der var noget at diskutere, men til sidst indså jeg det nytteløse i at gå ind i de næsten daglige angreb. Det var tydeligt, at svar fra min side kun gjorde det værre. Det var i samme periode min dengang åbne Facebook profil pludselig blev bestormer af unge mænd, der gerne ville være mine “venner”. I starten anede jeg ikke uråd, og jeg kastede mig veloplagt ud i diskussion med en tydeligvis vidende og godt begavet fyr, som gerne vil diskutere Simone de Beauvoir og andre beslægtede emner.

Jeg er vokset op i et hjem med daglige politiske diskussioner. Jeg er vant til, at bølgerne går højt, og jeg kan godt tåle at blive sagt imod, så jeg nød det faktisk, indtil det gik op for mig, at han helt ude af kontekst havde pillet enkeltformuleringer ud i det, jeg troede var en samtale, løsrevne sætninger som han brugte til at hænge mig til tørre i stikler i Jyllands Posten. Så fik piben selvfølgelig en anden lyd. Jeg screenede vennelisten, skruede op for privatlivsindstillinger og har lige siden tjekket enhver mig ubekendt, der pludselig gerne vil være min “ven”.

På et tidspunkt diskuterede jeg med samme liberale ungersvend også privat kontra offentlig sektor. Jeg skrev høj i hatten, at den private sektor skal tjene penge, den offentlige sektor, skal være god til at bruge penge. Med det mente jeg selvfølgelig, at jeg selv har følt et endog meget stort ansvar for at forvalte KVINFOs bevillinger, så der kom mest ud af pengene. Men jeg behøver vel ikke forklare, hvilken historie der kom ud af den unge fyrs misbrug af min (indrømmet naive) tillid.

Det absolut mest belastende i de halvandet år, det stod på, var ikke angrebene som sådan, men det, at jeg ikke kunne svare, at det ikke nyttede at argumentere. Som en sidste krampetrækning opnåede Lennart Kiil at få et debatindlæg i Politiken hvor han sammenlignede KVINFO med KU Klux Klan! Jeg sagde nej tak til dobbeltinterview med jeg ved ikke, hvor mange medier og debatprogrammer. Radio 24/SYV gennemførte det planlagte program med Lennart Kiil, men uden min deltagelse. Som jeg husker det, var Radio 24/SYV den eneste platform han fik. De andre medier, der havde lagt op til dobbeltinterview, trak følehornene til sig, da jeg afslog at stille op.

En fredag eftermiddag i januar 2012 tjekkede jeg tilslutningen til Lennart Kiils åbne brev til ligestillingsminister, Manu Sareen,180 grader, som var en opfordring til ligestillingsministeren om at tage bevillingerne fra KVINFO, og NB KVINFO modtager ikke bevillinger fra Ligestillingsministeriet. KVINFO er en selvejende institution under Kulturministeriet, men hensigten var jo god nok. Lennart Kiil samlede underskrifter i MANFO-segmentet, og der udspandt sig en livlig diskussion blandt de vrede mænd. Pludselig skrev en af dem en opfordring om at “sende en fuld Breivik mod KVINFO”. Jeg ringede til Politiet, som jeg efterhånden havde fået en hotline til. De stillede ved flere lejligheder op, når KVINFO afholdt åbne møder i Diamanten, nogle gange uniformerede, andre gange diskret i civil. Jeg bad dem se på Breivik-truslen, politiet rejste selv sagen, og manden blev dømt. At han rent faktisk kom ind at spjælde, skyldes en tidligere tidligere betinget dom for samme type forseelse.

Min resolutte handling skabte faktisk lidt ro på bagsmækken. Men det hjalp yderligere, da forfatter Jette Hansen udgav sin debatbog Patteprinsen og de skinhellige drager, 8. marts 2012, hvor hun med bibliotek.dk´s formulering “i en blanding af fiktion, selvbiografi og kulturanalyse” skildrer “udviklingen fra 70'er-feminismen over døtrenes opgør med rødstrømpe-mor i 90'erne frem til dagens blå (anti)feminisme”. Tak Jette! Det hjalp også mærkbart, at forfatter, Susanne Staun efter studier i Internettes kældermørke skrev en kronik i Politiken 21.8. 2012 med titlen Abernes planet og rubrikken. “I liberalismens navn er antifeminister i gang med skrue tiden tilbage”. Tak Susanne! Og det vigtigste var måske Mandfjols, den blog, som den helt unge gymnasieelev Nikolaj Munk anonymt oprettede på Facebook. Hver eneste gang MANFO gik i gang, blev skriverierne venlig og morsomt dekonstrueret på MANDFJOLS, som med Ditte Gieses ord udviklede sig til “en slags forsamlingshus for folk, der vil diskutere og skændes om feminisme og kønspolitik”. Tak til Nikolaj Munk!

“Vox Liberalis” oplyser, at de har lukket "alle de liberale websteder og netaviser". Man kan altså ikke tjekke alle uhyrlighederne fra dengang. Men guess what! MANFO er lige nu genopstået på Facebook. Min gamle ven, Lennart Kiil iler Lindahl, Støjberg og senest Pia Kjærsgaard, Berlingske(28.3) til undsætning . Alle tre hævder de, at KVINFO er venstreorienteret propaganda. Så Lennart Kill kommer som en anden ridder de blå damer til undsætning med “dokumentation” fra Folkets Avis .

Laura Lindahl kom ikke så godt afsted med sin påstand om, at KVINFOs Ekspertdatabase gør kvinder til ofre. Men jeg tvivler på, at der er hjælp at hente i det hårdtslående argument, at der er ”Syv gange flere fra Socialistisk Folkeparti end fra Dansk Folkeparti i KVINFO's "ekspertdatabase" - selvom DF er et langt større parti”, eller i det anklagende spørgsmål til Kvindebiografisk Leksikon: “Hvorfor har KVINFO ikke skabt et tilsvarede mandebiografisk leksikon over de mest betydningsfulde og berømte mænd?”.

Da KVINFO tog initiativ til Kvindebiografisk Leksikon udgjorde danske kvinder fem procent af biografierne i Dansk Biografisk Leksikon. Jeg gætter på, at baggrunden for det futile spørgsmål er, at skribenten end ikke er klar over, at der findes et Dansk biografisk Leksikon. At mænds biografiske leksikon findes allerede. KVINFO behøver virkelig ikke skrive den en gang til. Beklager, Lennart Kiil, jeg er bange for, det er en ommer! Men jeg har taget fejl før, når tåbelighederne har floreret. Måske kommer vi til at høre også den type “argumenter” i debatten. Og hvis nogen orker, tjek det nyopstandne manfo eller Folkets avis.

Alt tyder imidlertid desværre på, at vi skal til det en gang til. At vi skal igennem endnu en omgang af den antifeminisme, som et hårdt plaget KVINFO lagde ryg til i 2011 og 2012. Denne gang holder jeg ikke min mund. Jeg kan klare mosten, og jeg har ikke institutionen at tage hensyn til. Det eneste, der kan redde KVINFO er en massiv mobilisering. Jeg vil gøre mit til, at alle får øjnene op for, hvad det er, der sker.

@bearkvinfo er kun en god uge gammel. Selv har jeg mobiliseret mit ekstra gear i kampen, og jeg har damp nok til at køre på til december, når Finansloven skal vedtages. Kulturminister, Mette Bock kan ikke “administrativt” “beslutte” af flytte KVINFOs bibliotek over til Det Kongelige Bibliotek. Hun kan ikke forære en selvejende institutions ejendom væk. Mette Bock kan med et folketingsflertal fjerne KVINFOs bevilling fra Finansloven og dermed lukke KVINFO. I så fald får Liberal Alliance sin skalp! Og det er det eneste, det drejer sig sig. Saglighed og substans er totalt fraværende.

Mette Bock har dygtigt udnyttet et svækket KVINFO i en sårbar situation, hvor institutionen står midt i et lederskifte. Men kulturministeren har forregnet sig, hvis hun tror, det er nok at udstede et dekret pr. pressemeddelse. Hun aner åbenbart ikke, at KVINFO for længst er blevet mainstream. Hun har åbenbart ingen ide om, hvor bred opbakningen er, og hvor stærkt et brand KVINFO er nationalt og internationalt. Mette Bocks dekret mobiliserer heldigvis en bred alliance af mennesker, organisationer og professioner, og mit håb er, at så mange som mulig vil være med til at oplyse kulturministeren. Hjælpe hende til at forstå, at hun har begået en fejl, som det vil være klogt hurtigst muligt at få rettet.

Det blev en meget lang smøre som svar til dig, Niels Jespersen. Men tak til dig, fordi du sendte mig den lange tur ned ad Memory Lane. Jeg er måske den eneste, der kan fortælle lige præcis den her historie. Den eneste, der kan forklare sammenhængen mellem det, der skete i 2011, og det der sker med KVINFO i dag. Min retfærdighedssans og min indsigt byder mig at fortælle dig og alle, der læser med, at jeg har oplevet det hele før. At Liberal Alliances angreb på KVINFO er en genopførelse af en kælderkold antifeminisme. Det er det, vi er vidne til, men denne gang i hænderne på folkevalgte politikere og ministre, der burde vide bedre. Jeg græmmes!

#bevarkvinfo